torsdag den 16. oktober 2008

Afrunding

De allersidste to ting blev mest klaret ved et hurtigt overblik: jeg forstår godt, at Arto er så populær blandt de unge, men jeg føler ikke, det er noget jeg vil bruge tid på. Wikipedia kendte jeg i forvejen, men har altid været lidt forbeholden overfor korrektheden af oplysningerne og der blev jeg positivt overrasket over at se nærmere på Wikipedia via spørgsmålene.
Og så er 23 ting til ende!
Det har været både sjovt og lærerigt at deltage. Det har også skabt et godt sammenhold på vores storkontor, når vi løste ugens opgave samtidigt eller når vi var til "lektie-café" sammen.
Jeg synes, det har været meget spændende at blive præsenteret for så mange "ting" og de fleste af tingene er meget anvendelige, såsom Google-maps og ikke mindst iGoogle, som jeg blev meget glad for, da jeg der fik samling på "tingene". Det var også interessant at blive præsenteret for den musikalske del af 23 Ting og at snuse til de unges hverdag via YouTube, Facebook og Arto.
Jeg har til fulde erfaret, at nettet er en tidsrøver uden lige, men jeg er klar med det samme, hvis der kommer 23 Ting+++

Ingen kommentarer: